Historie
Søsterloge nr. 85 Armeria blev institueret den 31. august 1996 i logebygningen i Esbjerg.
"Ameria" er udgået fra moderlogen nr. 12 Prinsesse Marie, og blev dermed denne loges 3. datterloge, idet "Prinsesse Marie" også er moderloge for søsterloge nr. 38 Sct. Catharina, Ribe, institueret 17. maj 1957 og for søsterloge nr. 72 Vesterled, Varde, institueret den 1. marts 1980.
Årsagen til delingen var, at søsterloge nr. 12 Pinsesse Marie efterhånden var blevet for stor, idet den var landets største loge med 127 søstre.
Allerede i 1993 var der nogle søstre, der begyndte at gå igang med at forberede det store arbejde med at få dannet en søsterforening, hvortil der kræves mindst 20 medlemmer. I foreningstiden udviste søstrene stor iver og initiativer for at få skabt den økonomiske baggrund for at danne ny loge. Der var stor opbakning fra familien, når der blev arrangeret loppemarked, præmiespil, lotteri mm. for at skabe økonomiske midler til opbygning af logen. Aktiviteterne var medvirkende til at få etableret et godt samarbejde og kammeratskab.
Nye søstre kom til, og i foråret 1996 var den nødvendige startkapital og antal medlemmer på plads. Datoen for institueringen til den nye loge blev fastlagt til den 31. august 1996.
Ved institueringen deltog storembedsmændende broder storsire Hans Pedersen, søster deputeret storsire Anna Asgreen, storsekretær Birthe Stærk, søster storskatmester Conny Lassen og søster stormarskal Inger Grøndal, alle med ledsagere.
Søster deputeret storsire Anna Asgreen foretog selve institueringen og installationen.
Det var meget højtideligt, da de 5 søstre, der havde ansøgt om fribrevet, søstrerne Kirsten Schultz, Lulu Jensen, Ruth Nauheimer, Gurli Jensen og Lisbeth Larsen efter at have vedstået deres ansøgning om tilladelse til at danne loge, fik fribrevet læst op og det dernæst på rituel vis blev overdraget til søstrene.
Logens første overmester blev søsterforeningens formand, søster exmester Gurli Jensen og medlemstallet var dengang 38 søstre.
Søsterloge nr. 85 Armeria nærede stor tiltro til, at der i Esbjerg ville være plads til 2 gode og levedygtige søsterloger.
I dag samarbejder de 2 søsterloger med de 2 broderloger, nr. 20 Holger Danske og nr. 89 De tre Kædeled, om vores fælles bygning Havnegade 43 og om små og større aktiviter som indsamling af midler til humanitært arbejde og gennemførelse af fælles logermøder.